I min tidligere udgave af "Vores katte", skrev jeg forhåbentlig og forventningsfuldt for meget godt at være afledt af institutionen i den såkaldte Nationale Cat Club, og som jeg var daværende formand, men jeg er ked af at sige, at ingen af disse håb eller forventninger er blevet realiseret, og jeg føler nu den dybeste beklagelse, at jeg nogensinde blev induceret til at være på nogen måde er forbundet med det. Jeg er ligeglad med at gå ind i oplysninger videre end til at sige, jeg fandt den vigtigste idé om mange af dens medlemmer bestod ikke så meget i at fremme velfærd kat som for at vinde præmier, og især deres egne Cat Club medaljer, for hvilke selvom tilbydes på offentlige udstillinger, blev offentligheden ikke lov til at konkurrere, og da vundet af medlemmerne i mange tilfælde det offentlige var tankeløst vildledt ved at tro det var en åben konkurrence. Jeg har derfor følt det som min pligt at forlade klubben for, og andre årsager. Jeg har også slap dømme af kattene, selv på min gamle højtelskede show på Crystal Palace, fordi jeg ikke længere brød sig om at komme i kontakt med sådanne "Elskere af Cats".
Jeg går meget ind for kattenes Homes. Den ene i Dublin, hvor Miss Swift tager så meget interesse, den ene i London, med Miss Mayhew arbejder for den med nidkærhed af en sand "Cat elsker", og at hvor Mr. Colam er manager, alle fortjener og har min dybeste og varmeste bifald, sympati og støtte, stående ud som de gør i en sådan lyse kontrast til disse selvbestaltede "katteelskere," National Cat Club.
HARRISON Weir FRHS
"Iddesleigh", Sevenoaks,
Marts 12 th 1892.
Source: Cats
Nenhum comentário:
Postar um comentário